Sejlklubbens hjemmeside

OPSLAGSTAVLEN

"Havhingsten fra Glendalough" hærgede Lundeborg.

Medens hele byen sov sin "uskyldige" søvn, anløb "Havhingsten fra Glendalough" Lundeborg ude ved skonnertkajen i nattens mulm og mørke natten mellem lørdag og søndag den 16. - 17. juli. Straks de var landfaste, for de stridbare 60 mænd og quinder op i Lundeborg Sejlklubs klubhus, hvor de i løbet af ganske få timer tørlagde vores ellers rigelige fadølsfustager. Da der så ikke var mere fadøl, fortrak de brave stridsmænd så igen ved middagstid om søndagen!

"Havhingsten fra Glendalough" er en kopi af et langskib fra vikingetiden - bygget på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det er et utroligt smukt og fascinerende fartøj, som er utroligt langt og meget smalt. Hun har gjort rejsen fra Danmark over Nordsøen til Dublin og dermed bevist sine sejlegenskaber og sødygtighed.

Da de om søndagen lagde ud fra Skonnertkajen, var det meget interessant og spændende at følge deres manøvrer og sejlsætning, hvor deres utroligt prangende vindeks - i form af en forgyldt stor plade med udskårne vikingsymboler på toppen af stævnen - virkelig pralede med magt og brynje! En stor del af besætningen virkede virkelig kapable til deres opgaver - der var dog også en del, der burde øve sig lidt mere på knob og stik og det med "at skyde en ende op"!

Lige så snart de var kommet under sejl, kom der virkelig god fart i snekken, medens de gled nordpå op langs kysten, hvor folk inde på Stenaldermarkedet fik et prægtigt syn som et ekstra plus på dagens oplevelser.

Der ville jeg godt have været med ombord - Kenneth Arndrup

- se fotos i fotoalbum -

29-07-2016